I Danmark har vi en lang tradition for møder bl.a. i foreningslivet. Møder kan have en tendens til at blive rutineprægede og fastlåste i formen. Det giver ikke altid det bedste resultat og kan virke demotiverende for nogle og – i værste fald – holde de ikke mødevante ude af ”det gode selskab”. Den faste form kan være en usynlig måde at udfolde magt på. Hvis I ønsker at tiltrække og engagere mange typer af mennesker, er det vigtigt at være åben overfor nye mødeformer, som taler mere til mennesker af i dag. Der er også vigtigt at være opmærksom på, at det gode møde er forskelligt fra menneske til menneske. For nogle er handling og resultat afgørende, for andre er det vigtigst med grundig dialog om, hvorfor vi gør, som vi gør. For nogle er det vigtigst med plads til hygge og grin, for andre er det vigtigst at tiden og strukturen overholdes. Det kan være svært at få det til at balancere, men jo mere bevidste I er om hinandens forventninger til et godt møde, jo større mulighed har I for at respektere og møde hinanden.